Hvordan forebygger du sygdomme i mundhulen?

Mange af de sygdomme vi finder i mundhulen, er forårsaget af bakterier, fx tandkødsbetændelse, parodontose og huller i tænderne. Disse bakterier findes naturligt hos os alle sammen. Der findes også bakterier mange andre steder hos os, fx på huden og i maven. Disse bakterier har mange funktioner, bl.a. beskytter de os mod fremmede bakterier, som ikke normalt bor på mennesker.

De fleste mennesker lever i lykkelig samhørighed med disse naturligt forekommende bakterier, uden at de giver årsag til sygdom. Dvs. der er balance mellem kroppen/tanden og bakterierne. Hvis denne balance forskydes, kan det give anledning til udvikling af sygdom, fx tandkødsbetændelse, parodontose og huller i tænderne. En forskydning af balancen kan være forårsaget af, at bakterierne får lov at sidde på tanden i tilstrækkeligt lang tid. Det kan også være, at der er for mange bakterier eller at næringsforholdene for bakterierne er særligt gunstige.
Der kan også være andre faktorer, der påvirker denne balance, fx rygning, visse former for medicin, sygdomme og andet, men fælles for tandkødsbetændelse, parodontose og huller i tænderne er, at bakterierne er en af de primære årsager.

Derfor er forebyggelse så vigtigt. Forebyggelsen vil ofte indebære en eller flere instruktioner i, hvordan du som patient mest effektivt får holdt dine tænder tilstrækkelig rene. Dvs. du afgør i virkeligheden selv, om du vil blive rask igen.

forebyggelse